Der er filmfestival i Island, og jeg har set “Napoleon Dynamite” – navnet på den mest kiksede high school knægt nogen sinde set, med en endnu mere kikset bror og deres lige så kiksede onkel… Den var – de to skuespiller-studerende på hver side af mig brækkede sig af grin, så sjov synes jeg ikke den var hele tiden…

Men rigtigt sjovt var det at se “Cannibal! The Musical” som er lavet af Trey Parker & Matt Stone, mere kendte for deres senere succes South Park. Filmen er med rigtige skuespillere, det er en western-musical om en farefuld færd – og hvordan nogle spiser nogle andre, mødet med en indianerstamme (der (også i filmens historie) er Japanere forklædt som indianere), hovedpersonens kærlighed til hans hest og dom til hængning ved solopgang for at have spist de andre (Helten er naturligvis uskyldig). Og det hele foregår med sang og musik – hvor teksterne (lige som i South Park) er uventet brutale i forhold til konteksten. Heltinden der synger om den anden side af hende – sødt smukt poetisk indtil omkvædet; “If I wasn’t such a bitch”…

Filmens tema (der gerne synges af vor helt, spillet af Trey Parker)
The sky is blue and all the leaves are green.
The sun’s as warm as a baked potato.
I think I know precisely what I mean,
When I say it’s a shpadoinkle day.