Efter ca. 50 timer i Reykjavik, der er gået med at hænge ud med de tilbageværende i byen (som har været ekstremt søde til at hjælpe mig med at fragte mig & mine kufferter til og fra lufthavnene – hvor er det dejligt at have forbindelser) er jeg nu landet i Akureyri… Islands næststørste (men det er jo småt) by. Jeg fløj indenrigs herop her over de store gletschere – og det var smukt!
I Akureyri skulle jeg så med bus videre til Laugar, hvor jeg skal tilbringe de næste 1 ½ måned på islandsk sommerhotel (sammen med vennerne, som i de klassiske firserfilm). Jeg ankom til turistinformationen/busstationen kl. 15 – hvor bussen i følge mit tjek på internettet skulle afgå… men gik det galt var der også en senere, så kunne jeg jo se A. i mellemtiden [det skulle snildt kunne klares på et par timer]. Først troede jeg bare, at jeg havde misset bussen – men de søde mennesker på Turistinformationen fortalte mig, at der sådan set først var en bus i morgen tidlig kl. 8:00 – da der kun er én daglig bus i vinterkøreplanen.
Sommerkøreplanen starter nemlig først i morgen 1/6… Så blev man så klog. Så nu har jeg set Akureyri, fundet en cafe med trådløst net og venter på den bil, som Disa har forsøgt at organisere en afhentning med fra hotellet. Der er 50 min. køretid og der skulle først lige findes en bil & en undværlig chauffør, så jeg tager det helt roligt – men jeg har jo også stadig et par opgaver, der skal rettes færdig snarest.
Strandet i Akureyri …lidt i hvert fald
Skriv et svar