I dag var jeg omkring et emne, der af gode grunde interesserer mig; Mønsterbrydere.
Men med den opgradering af uddannelsesniveau dette land gennemgår i disse år, undrer det mig, at emnet ikke dukker op?
Eller rettere: Hvorfor er den eneste vinkel der dukker op, når der tales om mønsterbrydere – årsager?

Det er selvfølgelig helt relevant, når man taler om de usædvanlige solskinshistorier (lige til Ude og Hjemme) “Fra misbrugsramt socialklasse Å-opvækst til nationalbankdirektør” – som der endelig var nogen, der begyndte at forske i for (alt for) få år siden, i håb om at indsigt i, hvad der lykkes, måske kunne hjælpe til at få flere til at lykkes, nu man ikke kom så langt med “hvad gik der galt”-forskningen… Her er årsagssøgningen naturligvis på sin plads. Og svaret synes at være; positiv interesse fra et andet menneske var udslagsgivende (eller evt. negativ, hvis det affødte en “jeg skal kraftedeme vise dem, at jeg kan & vil”-reaktion).

Jeg undrer mig bare over, at spørgsmålene ender dér?
Er der ingen, der interesserer sig for hvilke problematikker, der præger mønsterbryderne – og her tænker jeg på ting, som vil præge alle mønsterbrydere i større eller mindre grad – også os “usynlige” mønsterbrydere, der kommer fra pæne velordnede hjem med økonomien i orden og varm aftensmad hver dag. Det er da interessant, hvilken betydning det har:

At bevæge sig længere og længere væk fra sin families kultur, jo mere man uddanner sig?
Ikke længere at tale samme sprog, dele interesser, have noget fællesskab med ens “nærmeste”?
Altid at starte på -10 point i “almen kulturel dannelse”
Ikke at kunne dele store dele af sit liv med sin familie?
At skulle håndtere, at forældrenes angst for det fremmede, nu også omfatter en angst for én selv og det, man beskæftiger sig med – at man i deres øjne er blevet fremmed?
Ikke at have nogle forbilleder/rollemodeller (hader det dårligt “undersatte” ord!)?
…eller noget netværk?
Altid selv at skulle vælge blandt muligheder, der ikke engang er kendte (fordi man ingen referencer har i den kultur, man har bevæget sig over i)
At være “fri” for forventninger / ambitioner hjemmefra
…eller skulle slås med forventninger om at man på et tidspunkt vil “holde op med at være mærkelig” og indse, at deres måde at leve på, er den rigtige?
Aldrig at “score pluspoint” hos familien, fordi alt det, man gør rigtigt i den nye kultur ikke giver point i den gamle.
At føle sig (mere eller mindre) fremmed i den nye kultur, og (mere eller mindre) udstødt af den gamle.

Hov, der er nogen der forsker på DPU; Socialdemokraterne henviser til mønsterbryderprojektet, tjek det her citat:

– Hjemmets opbakning er vigtig i forhold til mønsterbryderne. At der er en interesse og en opmærksomhed omkring den unge. Og at der er en diskussionskultur derhjemme, så man taler sammen over middagsbordet om skolen og om hvad der foregår i samfundet. Og at de bruger de kulturelle tilbud: går i biografen, læser bøger og den slags, siger Ulla Højmark Jensen. (mine fremhævninger)

“Støtte og opbakning”? Hvilke fornuftige ikke-fordrukne mennesker, der ikke tæver deres børn giver dem dog ikke det? Tjah, lad os forestille os, dette ikke ganske uventede scenarie:
Opmærksomheden risikerer at vige af angst for det nye fremmede / de fine ord / den dér universitetsuddannelse, som vi sikkert ikke kan forstå, hvad går ud på alligevel…
Diskussionskulturen strækker sig måske kun til spisesedlerne på formiddagsaviserne, indbruddene i kvarteret og naboernes manglende hækklipning – og vær så i øvrigt opmærksom på at “diskussion” jo er noget man gør i den akademiske verden, føromtalte emner kan snildt klares med DF-logik, hvor alle udsagn er endelige, “lukkende” og monologiske; Skatten skal ned og pensionen op, fordi jeg siger det hænger sammen og alle andre er idioter, punktum.
De kulturelle tilbud er svære at bruge, hvis man ikke ved de eksisterer, eller ens eneste forhold til dem, er fra skoleudflugter…

Hvad enten man taler socialt belastede unge, eller på overfladen helt normale unge, så er problematikkerne relevante at beskæftige sig med, hvis man vil have det meste af en ungdomsårgang ind i uddannelsessystemet, som det er ambitionerne for videnssamfundet?!

PS: Beologen påpeger at skønne Ferdinand er mønsterbryder!