Har endelig fået set Be Kind Rewind, havde jeg vidst, hvem instruktøren var (og ikke bare troet, det var endnu en lallet Jack-Black-film) havde jeg nok fået set den forlængst… Det var jo en fest, og som en bonus kan du her se Michel Gondry “swede” sin egen films trailer:
Pixar laver jo altid skønne film med børnevenlig morale og humor, også for voksne. Up er ikke nogen undtagelse den er sød, rørende & supermorsom – og som altid helt helt fantastisk tegnet/lavet – hold øje med de grå skægstubbe, der vokser en anelse dag for dag!
Som altid hos Pixar er den børnevenlige morale en variant over “venskab det vigtigste”. Men nu vi taler om moraler og (slet) skjulte busskaber, så er jeg nødt til at påpege noget påfaldende: Med undtagelse af de første 5-10 min. så er der nul kvindelige figurer i filmen. Nåja den store fugl bliver godtnok udnævnt til at være af hunkøn (for at forklare, at den har børn, børnepasning er jo noget som kvinder må tage sig af?), men hedder ellers konsekvent Kevin (det er selvfølgelig en morsom pointe (og her er jeg ikke ironisk, det er sjovt!)).
Alle agerende personager i filmen er af hankøn også de mange hunde. En anden af de sjove pointer er at den über-onde Alfa-hund taler med lys kvindestemme, første gang man ser den (+ når dens tale-halsbånd går i stykker). Det er endnu en sjov pointe (og nej, jeg er (usædvanligt nok) stadig ikke ironisk) – det er nemlig lårklaskende morsomt at Alfaoverhunden taler med tøsestemme.
Eneste hunkønsvæsen i filmen Ellie er godt nok en pige med knald på i filmens første 5 minutter og langt mere initiativ end vor mandlige hovedperson som dreng i – altså indtil vi fast-forwarder hendes liv med ægteskab, børn (eller manglen på samme), hus, hjem etc. Der efter er hun blot et billede på en piedestal (undskyld, væggen).
Forestil dig nu, at du er en ungt hunkønsvæsen; og analysér nu, hvilke forbilleder du kan afkode i denne film: (lige som i tv-køkkenet har jeg snydt lidt og bagt en analyse allerede)
Små piger må gerne være vilde og lege.
Voksne kvinder er nogen, der gifter sig, får børn, bygger rede og bliver sat på piedestaler.
Kvindelighed er sjovt, fordi det er umandigt (jf. Alfahannen med kvindestemme)
Handling er mandigt.
Her kunne vi underbygge med en mikroanalyse af, hvordan fuglen kun er kvindelig, når det handler om dens børn, mens den som handlende væsen, der agerer målrettet – betragtes som mandlig.
Ja, man kan godt bare “oversætte”, men det sender signalet til hunkønsvæsener i alle aldre, at hvis man ikke er mand, så er man anderledes (eller sågar forkert), der er ingen identifikationsmodeller (ud over ikke-handlende, børnepassende, køkken&hus-begrænsede kvinder).
Up er en rigtig flot, sød og ikke mindst rigtig sjov film – og ja, jeg griner med (og muligvis højere) af Alfahannens fistelstemme, for det ER sjovt – men det er ikke spørgsmålet her: Spørgsmålet er vil du opdrage dine børn i en verden, hvor drenge indoktrineres med, at de skal bare gøre, og gøre deres bedste for at gøre det gode – mens piger indoktrineres med at de helst ikke skal gøre noget, i hvert fald ikke efter 7 års alderen.
Er det sådan vi får en verden, hvor alle har lige muligheder – og vi bruger alle talenter til fulde?
Update: Ser lige at jeg ikke er den eneste, der har forsøgt at komme på en Pixar-film med kvindelige hovedpersoner, eller bare personer, der ikke er bekymrede mødre og den slags. Uden held. Der er faktisk ganske mange der diskuterer det samme ser jeg. #Pixar get some real women in your films!
Når jeg i min sygdom (på vej hjem fra lægebesøg) køber 5 film for 100 af ikke specielt lødig karakter, så forventer jeg bare overfladisk underholdning. Nu har jeg set 2, den første der lignede en valgafledt komedie – købt pga. den seje præmis: Mand lover at han vil flytte til Canada, hvis Kerry ikke vinder over Bush (hvilket Kerry jo som bekendt ikke gjorde, så… Den viste sig så i virkeligheden at handle om irak-krigen. Den anden der påstod at være romantisk drama, handlede i virkeligheden om den trælse sociale arv alkoholisme sender videre. På én eller anden måde ikke rigtigt underlødigt…
Måske skulle jeg gense Clerks II, som kom med hjem ved samme lejlighed?
Jeg så Mallrats i går – den var jo fantastisk! Og påviste endnu engang, at Kevin Smith dybest set er en stor teddybjørn, der mest af alt laver romantiske komedier – selv om folk taler grimt og meget om sex i dem.
Godt man kan se det ironisk morsomme i tilværelsens små sammentræf: Mens jeg har skruet ned for lyden og ignorerer den irriterende “pirathed er stjæleri”-video, som man bliver tvangsindlagt til på den dvd (man har købt og betalt) – Så kan man jo lige tjekke op på, hvordan det går i retssagen om Pirate Bay. 50% af sigtelserne opgivet på andendagen er da noget af en udvikling…
Det bliver interessant at følge med i, hvordan sagen udvikler sig – og hvad det kommer til at betyde for copyright & copyleft i fremtiden.
Som Chris Anderson pointerede, da han talte i Malmö for nylig: Alt digitalt bliver før eller siden gratis – (eftersom processorkraft, båndbredde & lagerplads falder i pris hele tiden) – og i det lys må man finde nye måder at tjene penge på… Hans pointe er simpel: Man må finde ud af at sælge folk noget, som de faktisk er interesseret i at købe. Og som eksempel: Vi er ikke interesseret i at købe pladeselskabernes plasticskiver. Vi vil gerne have musikken. Ergo er musikindustrien (eller kunstnerene i hvert fald) ved at (have) stille(t) om: Pengene tjenes på koncerter, merchandise etc. og musikken kan købes til en (nogenlunde?) rimelig pris i digitalt format – det er nemt & hurtigt, og det er folk villige til at betale for, frem for at skulle ud i skumle download-sites med chancen for at få spændende ad-ware & virusfiler med i (ikke-)købet.
Kunne filmindustrien finde ud af en forretningsmodel, der arbejdede MED internettet i stedet for imod det, så ville de (stadig i følge CA) have en bedre chance for overlevelse, frem for at opføre sig som en pigefornærmet dinosaur (ja ok, det var så min formulering!)
(Hvis du vil se hele rockstjerne-showet med Chris Anderson fra Malmö.)
Så Benjamin Button fredag aften, og var dybt skuffet over Fincher: Benjamin Button er klassisk Oscar-storfilm, der stinker alt for meget af Forrest Gump og Titanic-hed. Oscars skal den nok få; det er jo “et rørende og livsbekræftende drama” skruet sammen med violiner de rigtige steder og hint til Katrina – hvordan kan det undgå at rage dem ned af hylderne… Synd den ikke er rigtig god, nu den trods alt bruger 3 timer af éns liv?
Og nej, den var da ikke så træls, at jeg sad og kiggede på uret eller faldt i søvn, men det var det. Fincher plejer at kunne så meget mere. Til gengæld har jeg fået set Zodiac i går, som jeg ellers havde misset – det trøstede mig ;)
Men jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har set ligheden – tjek denne fantastiske dobbeltklipning:
I sørgestemningen er der godt nyt: DR2 sender i aften Jytte Rex’ smukke & sjove portrætfilm (som jeg før har fablet om) om Inger Christensen – Cikaderne Findes. Da der er tale om finkultur sendes det naturligvis først kl. 23.25 – men den er værd at vente på. Eller optage, hvis man er til den slags…
Så er der Woody-film igen, igen (tak!) uden Woody på rollelisten, og det er jo dejligt. Og kønt er det jo; Scarlett (i en voldsomt afbleget udgave) giver den som søgende kunsterwannabee-frisindet søgende amerikaner, der kaster sig ud i livet, men ikke ved hvad hun vil have. Veninden er så den regelrette do-things-by-the-book type, der ikke tør drømme om andet end det sikre – og (måske) aldrig rigtigt tør leve. Javier Bardem er Kunstneren, den spanske temperamentfulde (etc. etc.) med en lige så temperamentsfuld, kunsterisk & spansk Penelope som ekskone. Der sker ting, de lider og elsker som man nu gør i sådan en film – der er megen snak, og i sidste ende er de alle tilbage hvor de startede – omend måske en smule mindre tilfredse med det, end de var, da de startede…
Man er ok underholdt, og kønne er de jo alle at se på – spanierne ligner faktisk rigtige karakterer – jeg ser her i dette interview med Woody, at han fandt det morsomt, men dog tilladeligt, at de gik op i deres karakterer og arbejdede med dem. Måske er det derfor de virker? Ellers er de omgivet af papmachekaraktererne “den vilde Christina” “den tørre Vicky” og “parret som Vicki & hendes forlovede vil ende som, hvis ikke Vicky tør vælge noget andet end det forventede” (Patricia Clarkson, der sidst var skøn i Lars & the Real Girl)- jeg føler ikke rigtigt med dem, men de er jo amerikanere, så karaktererne fungerer på den dér “det er jo bare en film”-måde, som man lader passere i en amerikansk film – men de følelser, som historien postulerer forbliver temmeligt postulerede; når voiceoveren siger det, nåja så siger vi det. Spanierne fyrer den af som spaniere – og så kan det godt være at karaktererne er skåret som en amerikaners forestilling om spansk passion, men det kan de jo også begge til perfektion (de har jo begge fyret den af for fuld skrue bl.a. hos Almovodar før).
Vicky Cristina Barcelona er da en seværdig film, og langt bedre end den sidste katastrofe af en parodi på, hvordan den gamle amerikaner tror englændere er: Cassandra’s Dream, men fan bliver jeg nok bare aldrig… Det er meget charmerende at den gamle har forelsket sig i Europa – men han skal stramme sig lidt an, for ikke at falde i de amerikanske klicheer (kendt fra romantiske komedier og “teeny-bopper trip-to-Europe”-film) om passion og evigt solskin i Europa.
Tjek den selv ud, og har du endnu ikke meldt dig ind i Filmporten, så er det her festen starter. Ikke bare kan men nøjes med at give 37,50 (!) for at se Vicki Christina Barcelona (i hvert fald i Vester Vov Vov), men man får også sikret sig, at man kommer af sted i biffen og får set Stille Kaos, inden den bliver taget af plakaten igen!
…nej ikke hans evige “straight crush” Ben Affleck. Næh nej, han har lavet en ny film, og den er super som de plejer: Zack and Miri Make a Porno
Sjovt som det KS laver dybest set egentlig er romantiske komedier, bare med folk der taler grimt – lige som i den virkelige verden… (eller er det bare i min?) – Det er sjovt som altid, og som en added bonus viser det sig, at “Jay” kan spille andet end Silent Bobs makker… Man kan næsten sige, at han har fået en klipning & et day-job!
En film om at være 13 og alene – omgivet af voksne, der kun vil bruge hende til deres egne formål.
Den tragiske historie er inderlig og ægte, men samtidigt er filmen sindssygt morsom. Den charmerende hovedpersons selvoptagne (amerikanske) mor bliver sur, da stedfaren har intimbarberet hende… Så hun bliver sendt til “opdragelse” hos hendes (libanesiske) far – der har frygtelig travlt med at forbyde ting, han finder upassende – og dobbeltmoral er som bekendt dobbelt så godt som moral – hvilket synes at være hans motto. Imens spirer sexualiteten videre frem hos den 13-årige, der finder sex fascinerende, opdager orgasmens magi og har erotiske drømme om kvinder med hoppende bare bryster i golfvogne – inspireret af naboens softpornblade. Naboen er dog til mere end bare drømme og har svært ved at holde fingrene fra klejnekassen – og så er der den mere uskyldige skolekæreste, som hun godt nok ikke må se, fordi han er sort…
Se den! Kan godt være det lyder tragisk, men det er en skøn og morsom film.
Ja-ja ved godt, at jeg er håååbløst bagud, når jeg endnu ikke har fået set Rejsen til Saturn, men reklamefilmene med kendte danskere er fabelagtige. Måske er sandheden, at jeg ikke har turdet… Jeg elsker jo tegneserien.
Hvis du ikke fangede Enemy of the State i går, og derfor slår for lavt ud på paranoiametret, er her en løsning: Spioner på dig selv, eller nogen du kender, eller nogen du ikke kender… endnu!
[Jeg forstår ikke, hvad man skal med sådan en applikation. Men det er måske bare mig. Eller paranoide typer, der vil vide, hvad de andre ved om én?]
Så vidt jeg kan se, er der kun én fordel ved at være syg for 3. gang inden for et par måneder: Når ikke man sover (som optager det meste af tiden), er der ikke så meget andet at lave end at se film:
Temaet disse dage synes at være dysfunktionelle familier:
Igby goes down – helt udmærket film, morsom på sarkastisk vis – men med så meget ironisk Newyorker-distance, at alt det forfærdelige ikke rigtigt bider. Nemt, men måske lidt for nemt?
Running With Scissors – Super film, men lider lidt under genkendelig casting. Der er ganske mange mindelser om Royal Tenenbaums (helt ned til en bleg underkuet Gwyneth-søster) og Bening som American Beaty’esque sindssyg mor – De gør det fantastisk, det er bare set før. (Men det er nok bare mig, der ikke gider se DeNiro og Pacino, mest fordi de altid spiller DeNiro & Pacino inc.) Nå, men historien er god, eller altså ond & forfærdelig & morsom – fordi man må grine, hvis man ikke skal græde… (og i øvrigt fuld af gode skud, der er filmquiz-værdige og fantastiske forklaringer: (som fx svaret på, hvorfor alt porcelænet ligger ude i haven?) I’m giving my worldly possesions a moonbath!) – Den er helt klart værd at se.
Nå ja, og så har jeg også fået set Quantum of Solace [Bare rolig, der er ikke mere spoiler her end i forfilmen, men det siger selvfølgelig ikke så meget] – det havde været en fordel liiige at læse op på resuméet af den forrige, da filmen helt bogstaveligt starter, hvor den sidste endte; med Jesper Christensen skudt i benet i Venedig…
– Lad os bare sige, at det er mere Bourne end klassisk Bond, men det er der jo ikke noget galt med i min bog. Men en Bourne-historie ville nok have en lidt mere kødfuld historie? Oh well, det så godt ud og Daniel Craig har altid lignet en mand der har energi til at knalde en op ad en væg, selv efter en hård arbejdsdag…
