Jeg har set Venedig (Og med en let fortolkning af Lone Kellermansk karakter, så er den lige til at dø over!). Den er smuk smuk smuk og jeg er fascineret af byens umulighed, som også er den ukuelige charme: Byen står i vand til knæene. Og det er den ret kold over [nå? og så?]. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig de friske italienoer, der har givet den gas:
A: Hvaa’ jeg tænkte på; ku det ikke være en fed ide at banke no’en pæle ned i det dér mudder og så bygge en fantastisk by af store sten ovenpå?
B: Kanon idé! Det gør vi!
(relativt kort tid efter…)
A: Hmmm pis, det synker og der er vand i stueetagen allerede…
B: No problemo, vi knalder bare no’en flere pæle under i den ene ende, så går det fino!
A: Nåja, 10-4 den er i vinkel!
(nogle hundereder år senere…)
A: Pis, det synker stadig, og vi har badebroer på Marcuspladsen i højvande!
B: No problemo, vi bygger bare en superhightech skumfidus, der puster sig selv op, når det bliver højvande, så er den detalje klaret!
A: Nå ja, godt tænkt.
A: Hvor længe tager det?
B: Mjah, det bliver kun en lille bitte smule mere forsinket end den dér metro vi sku’ bygge i København.
A: Kanon!

Det var nu lavvande, mens jeg var der; fra vandbusserne kunne man se, at alle husene havde mindst 2 trappetrin over vandet, der voksede vandplanter på, og der var ingen badebroer på pladsen. Der lugtede heller ikke udpræget råddent i byen, så det har nok været tørt længe.

Mosaikkerne på gulvet i Markuskirken var forrygende (og håndværkerdatteren kunne slet ikke komme sig over dem, jeg var nødt til at røre også…) Fine mønstre af udhuggede sten i præcise størrelser, og naturligvis i forskellige mønstre passet ind i hinanden. Billedet yder dem slet ikke retfærdighed, men det var så godt det kunne blive uden stativ taget i et hul mellem turisterne med en bænk til støtte (der er ikke meget lys i gamle kirker). Skatkammeret var også fantastisk; Minimale perfekt udførte emalie-medallioner med apostle med tydelige ansigtsudtryk, svulstige drikkebægre skåret af enorme opaler med sølvarbejde og ædelsten til pynt… Kunstnerisk udført omkring år 950 (det kulturelle højdepunkt på de hjemlige mudderbanker på samme tid var plyndren & hærgen på fluesvampsudtræk, mestendels iført dyrehuder.)
For snart mange år siden så jeg Viscontis Døden i Venedig og den rullede over min indre skærm hele tiden mens jeg var der; Den døende kunstner der med smeltende makeup løber forvildet rundt i Venedigs gyder efter sin fantasi om den blonde yngling… Byens gyder og kringelkroge kaldte scenariet lyslevende frem (med indslag fra Rødt Chok også). Og så overraskede byens beboere såvel som gæster ved at være venlige og rare, trods varmen og horderne af turister.

Tag til Venedig og dø over: Skønheden, sporene efter dogernes afsindige rigdom, naturen der æder kulturen, den filmiske mareridtslabyrint og drømmen om den umulige by, der ikke lader sig knægte af trivialiteter som vandstand. Dekadencen i det smukke forfald!