Godt nok i angst for at lyde som Carsten Jensens bogtitler (Vig bort Satan!) må jeg vist kaste en håndfuld “jeg har set”-sætninger ud.

Jeg har indtil denne stund været offline (kold tyrker-style) i samfulde 8 dage. Vi snakker intet internet, ingen e-mail, ingen nyheder overhovedet (bortset fra et bort resume af det tyrkiske valg, eftersom en tyrkiske ven havde været på internetcafe og tjekke verdenssituationen).

Jeg har været til venindens italiensk-danske bryllup, med 2 sæt traditioner i fuld udfoldelse, ca. 8-9 lækre lækre italienske retter, brudgommen på guitar, grædende talere og alt hvad der skal til. Der er sgu stil over et bryllup, der starter i det stiveste puds (høj hat, slæb og den slags i den bagende hede) og ender i klipklappere med dans til Nirvana. – Åh ja, og i øvrigt var der kun pedaltoilet! [Den slags er overraskende nemt, når man er til sommerbryllup i kjoler uden strømper og den slags besværligheder].

Dagen derpå viste den ægte italienske stemning sig; brudgommens forældre havde inviteret til afslappet italiensk aften: maden var supersimpel, men himmelsk. Tre mand på strengeinstrumenter spillede italienske klassikere, total kitsch! Men det var det jo så ikke, det var jo helt helt ægte, og italienerne sang smukt med på VOL-A-re eh eh, CAN-TA-re eh eh eh eh, Brudgommen gav O Sole Mio en tur og sådan blev det ved.

Fra den lille pensione på bjerget og (vist ulovlig) grillfest under oliventræerne har jeg kigget på mælkevejen og lysene der tændes i Verona.

Jeg har været i Gardaland [Tivoli, nu med udsigt over Gardasøen] og køre i indtil flere rutchebaner med loops, i selskab med 2 søde og kvikke mennesker, der er så store både på den ene og den anden led, at de ikke fysisk kunne køre med i de fleste af forlystelserne, ikke fordi de var for tunge (det kunne ingeniørkunsten godt holde til), men fordi de var for store til at kunne spændes fast. Ikke særligt sjovt at opleve folk være handicappet på den måde af deres egen krop og næsten tage det alt for pænt.

Jeg har læst et par bøger: Paul Austers Oracle Night, Bill Brysons The Mother Tongue og et par essays af Calvino om hvorfor man bør læse klassikerne.

Jeg har set Venedig, som er så ypperligt fantastisk at den kræver sin egen post, men lad mig starte med at sige, at mosaikkerne på gulvet i Markuskirken alene var turen værd.

Jeg har været på Biennale og tilmed investeret i en lyserød bog på 2 kilo – “kataloget” over Sophie Calle’s fantatiske udstilling “Pas på dig selv” – slutsentensen i den email, hvor X slog op med hende, som hun efterfølgende har ladet 107 professionelle kvinder analysere, dechifrere, danse, synge, klovne, oversætte osv.

Og oveni hatten har jeg været sammen med en hel masse mennesker – nogle fremmede, nogle bekendte, nogle velkendte omend kun af omtale [sjovt at se de dele af den nærmeste venindes familie, som jeg har hørt om i årevis] og selvfølgelig de gode venner.

Det føles som om jeg har været væk i mindst 3 uger, ikke 8 dage – og da vi landede i CPH og amerikaneren ved siden af spurgte “om vi var i en anden tidszone, end da vi lettede” kunne jeg i et helt minut faktisk ikke huske, hvor jeg lige var fløjet fra. Mit hoved ikke helt kan følge med…