Tag-arkiv: Glæde

Dejlig overraskelse!

Skriv et svar

Så skal der høres ny musik… Og det lyder lovende 2 x britisk: The Fratellis og Brakes og 2 x dansk: The Spy in the Mes og Marvel Hill. Hvis Vegas omtale har bare lidt på sig, bliver det ikke nogen dårlig aften…
Soundvenue udlovede billetter til de hurtige, og hurtig er jeg jo!
Ny musik i Vega på fredag
Er der andre, der er blevet fristet af arrangementet, så sig til, hvis vi skal mødes til en drinks (Jo! Der skal være S på) i baren. Jeg er jo æææændelig færdig med at æde 7 x penicillin om dagen, så det er tid til drinks (andet end kaffe på kassen, selv om det nu også er dejligt – omend jeg snart ikke kan gå derind uden at kigge mærkeligt på de andre kaffedrikkere og overveje om det nu er nogen jeg “kender” fra mit internetliv!).

Koncert, nu med indlagt sjov!

Skriv et svar

The Broken Beats startede med at lyde som Brit-pop, og der er da også en del Jarvis Cocker i den glade forsanger. Så var der tresserlyd. Og Pop-Rock efter hans eget udsagn. Og masser af vokaler. Faktisk sang alle 6 mand høj (incl. 2 dog ikke særligt høje kvinder) plus gæstestjernen Ted Bronson ganske jævnligt alle på én gang.
Og så var han spas, forsangeren (Kim Munk siger Vega han hedder). Alle numre blev nøje forklaret “Den næste hedder Essentials II… Det er en sang om at komme for sent på arbejde”. Nogle numre sågar forklaret undervejs i sangen i et af de mange mange breaks. Reklamer var der også indlagt: [midt i længere nummer] dramatisk opbygning – break… dramatisk pause: “Vi sælger CDer” [og så spiller de videre]. Da publikum råber “Nej” til oplysningen om, at det er sidste nummer: “Nej, det synes jeg også. Hvem har lavet den korte sætliste?” [Her kigger hele bandet (uden at det ser planlagt ud) anklagende på trommeslageren – salen er flad af grin].
Utroligt charmerende, ukunstlet & karismatisk. Lækkert gået! Musikken svingede mellem 5-7 stilarter, men det blev bestemt aldrig kedeligt. Min ledsager kunne heldigvis undervejs oplyse mig om, hvornår de spillede deres radiohits [jeg havde jo ikke hørt dem på P1]. Alt i alt ikke noget dårligt impulsvalg vi traf under gårsdagens MSN-samtale. Det bliver interessant at høre, om de også er gode på plade (uden den spase servering), men det må tjekkes ud.

Breve fra folk, man ikke kender

Skriv et svar

I dag læste jeg denne interessante definition på, hvad en blog (også) er, hos Mandejammer (og jeg citerer uhæmmet:)

Meget af det her bloggeri er ligesom at skrive breve til sig selv.
Det kan det i hvert fald være.
Omvendt kan det være ligesom at få brev fra folk, man ikke kender.

Det er jo lige på pletten i mit tilfælde; Jeg har jo en gammel postkortven, som jeg næsten kun kender fra de postkort, vi i årevis sendte hinanden, fordi vi begge elskede at få brev fra folk, man ikke kender.
Breve til mig selv er der jo masser af blandt mine poster. Breve om ting, jeg skal huske, fordi de var gode. Eller dårlige. Eller rigtig mærkelige. Breve (gerne skrevet midt om natten) om ting, jeg har lært om mig selv og min interageren med verden. Breve med hemmeligheder [fordelen ved en blog er, at læserne ikke nødvendigvis ved, hvad der er en hemmelighed, således bliver hemmelighedens hemmelighed også hemmelig ;) ]. Breve hjem fra solbeskinnede oplevelser. Breve med spørgsmål til verden. Breve med spørgsmål til mig selv. Breve der beder om breve fra fremmede.
Åh, jeg har altid elsket at få brev!

Ha ha ha havenisse!

Skriv et svar

Michael Glawogger har slået sit navn fast som visuel og politisk dokumentarist i film som ‘Megacities’ og ‘Working Man’s Death’, der vandt førsteprisen på CPH:DOX i 2005. Men i spillefilmen ‘Slumming’ er havenisser, kulsort absurd humor og mørk, østrigsk vinter de bærende ingredienser i en provokerende skildring af to arrige og kompromisløse mænd. Den unge, elitære og mere end almindeligt arrogante overklasse-fyr Sebastian bruger fritiden i Wien på ‘slumming’, altså på at besøge steder, der er under hans niveau: smagløse cafeer, barer og bistandskontorer, hvor han i kedsomhed bruger underklassen som legetøj. Da den alkoholiserede gadepoet Kallmann går i dørken på en bænk, bliver han det næste offer, idet Sebastian og vennen Alex kører Kallmann over grænsen til Tjekkiet og efterlader ham alene på en anden bænk, uden pas og uden at kunne sproget. Den vrede alkoholikers rejse tilbage til Wien bliver lang, surrealistisk og hallucinatorisk tur gennem et både fysisk og mentalt landskab. August Diehl og Paulus Manker er som Sebastian og Kallmann både usympatiske og dragende, og de leverer brændende karakterstudier som to forskellige mænd, der begge foragter almindeligheden.

Helt klart en sen tur ud i den kølige nat værd! Omtalen nævner ikke engang den tredje person: Pia, hvis kollega har internet-datet Sebastian for hende (og i hendes navn), som er fuldstændigt uinteresseret i at imponere (den psykopatiske, men det er nu ikke derfor!) Sebastian og lige så mærkelig som de andre to hovedpersoner – og derved får den ellers fuldstændigt kedsomhedsramte og totalt uempatiske Sebastian til at forelske sig (psykopatisk) i hende.

Et par stemningsklip:

1) Den hærdede alkoholiker Kallmann vågner af brandert (ved at han kaster op) i et sommerhus et sted i Tjekkiet. Han går ud og hopper indædt rundt på frossen sø, indtil han går igennem isen. Han kæmper sig op af det isnende vand. Efter ham popper en, to, tre havenisser [med POP!-lyd] op i hullet i isen. Kallmann går tilbage til hytten, henter al alkoholen som han flaske for flaske tyrer efter havenisserne i hullet [POP! der kom den fjerde havenisse!]. Og er siden “kureret” for sin alkoholisme…

2) Det er fastelavn i morgen, hvad skal du klædes ud som, spørger kollegaen Pia. “Som en mand der er klædt ud som en kvinde. så ser man altid dum ud, med den lidt for tunge makeup og de dårligt oversminkede skægstubbe. Kvinder, der er klædt ud som mænd, ser derimod altid super ud” Kollegaen: “Nå, så er det det jeg skal være”
[Dagen efter kommer Pia som ret overbevisende mand i drag (men ser dog ikke så grim ud) mens kollegaen tropper op som (ikke alt for køn) kvinde i drag] I den mundering drager Pia så i øvrigt til Tjekkiet for at finde Kallmann sammen med hans drukveninde Herta.

De 3 historier er alle interessante (og sjove), de hænger sammen uden at det føles “kunstfærdigt” (som det tit er resultatet i den amerikanske film med flere fortælletråde, fordi de gerne vil være lidt “clever” omkring det), og det lykkedes både at fortælle menneskelige historier, være ekstremt morsom, og lave en helt vanvittig, grotesk og mærkelig film der giver mening.

Det er sådan noget jeg elsker ved Natfilmsfestival: de absurde, groteske og fantastiske film. Det er også dem jeg husker, som fx. denne utroligt smukke, romantiske og poetiske film om… [ja, du gættede rigtigt!] nekrofili. Eller sidste års fantastiske mix af dukkefilm og rigtige mennesker i denne fabel om rigtige mennesker, der bliver lavet om til mekaniske spilledåser

Og hvis du virkelig læser med endnu, så kan du finde aftenens sidste billige grin her: Tjek brugerkommentaren til sidstnævnte film (The Piano Tuner of Earthquakes) – og hvis nogen taler kinesisk kunne det være interessant at høre om det giver mening, hvis man babelfisker det tilbage til kinesisk?

“Er I stendannere i din familie?”

5 svar

Jeg vil aldrig flytte længere end 5 kilometer fra Nyhavn. Ikke (blot) fordi jeg er en Københavnersnude, der hverken kan finde vej på Amager eller for langt uden for Jagtvejen… Næh, fordi så skal jeg skifte læge, og jeg har verdens sejeste læge!
I dag kommer jeg forbi med Marlon Brandon-kind i venstre side af ansigtet. Jeg fortæller, at den odontologiske sagkundskab har tjekket mit gebis uden at finde nogen forklaring på ømhed og hævelse, og at odonto.. tandlægen i øvrigt aldrig har set noget lignende. Superlægen siger tørt, at det var da dumt, jeg skulle da bare være kommet op til ham først – og efter et blik på min kind: “om jeg ville have en diagnose med det samme?”
Vi går dog indenfor, før han spidsfindigt spørger mig: “Er I stenproducerende i din familie?” – Næh, der er en del strandstensamlere, og der har altid været mange mursten i baghaverne, men ikke i organerne, som jeg har hørt om… Nå men diagnosen er så en stendannelse i spytkanalen i den ene kind.
Og ikke bare er han den supertjekkede alt-mulig-læge, der lige kan akupunktere til husbehov, næh han er også fuld af spøjse husmoderlige råd: Jeg kan fx. lige prøve at kurere min Marlon Brando-kind med nogle sure cornichoner i kinden, inden jeg tester de gigtpiller, som jeg selvfølgelig også får en recept på.
Og ud over at han selv er sjov, så tager han også mine bramfri bemærkninger præcis så letmodigt som de er ment – og det er jo en fordel, når man har en tendens til at fyre den slags af [har masser af erfaring med utilsigtet at fornærme folk]… Husker fx tydeligt en af de første gange jeg mødte ham: Jeg kom haltende med halsbetændelse & forstuvet ankel og gjorde mig morsom over, at han også haltede omkring med forstuvet fod. Han bemærker knastørt, at det nu var børnepolio… Jeg konkluderer lynhurtigt, at “så går det sgu nok ikke over på en 3 ugers tid”. Det giver han mig helt ret i!

Spannung, Spas und Chokolade

Skriv et svar

Her et kort referat af den sindsoprivende spændende dag jeg har haft. Jeg nævner i flæng:
Arbejde
Mere arbejde inkl. timers administration af typen med stempling og kopiering!
Støvsugning holddaop, hvor den suger, når den får en ny pose, sådan en!
Filflytning
Gulvvask også under komfuret i køkkenet
Filflytning
Oprydning i “Lort, som jeg lige skal beslutte, hvad der skal ske med”-hjørnet
Filflytning
Arj, nu jeg er så skide huslig, kan jeg da lige afrime fryseren, så skufferne kan komme ind og ud igen…
Filflytning

…og til at toppe spændingskurven i et inciterende klimax:
Det årlige beboermøde hvor jeg på forhånd var kommet til at love at lade mig shanghaje til bestyrelsen, wu-huu

(Ok, indrømmet, så har jeg udeladt hyggelig kaffedrikning med indlagt sladderopdatering og den stille glæde ved at have reddet lige under 100 GB musik [779 dages uafbrudt musik!] og omkring 30 GB billeder fra den visse datadød – men det var ikke kedeligt nok til at komme med i beretningen!)

Recoveryprogrammer i hobetal

8 svar

Jeg har nu forsøgt mig med en god håndfuld gratis programmer, der var ikke noget, der rigtigt kunne læse min usamarbejdsvillige harddisk – Partitionen var fin (kunne også fint ses i rigtig størrelse i windows diskmanager), disken kører fint og blev genkendt af systemerne som en harddisk med alle oplysninger, bortset liiiiiiige fra indholdet.
Nu er problemet så, at de gratis File Recovery-programmer jeg har afprøvet tilsyneladende alle kører samme strategi; søg disken igennem (sector for sector = mindst et par timer pr. 100 GB) og find filsystemet, for så at tage den derfra. Min mangel på succes med den slags ledte mig til at konkludere, at min teori om problemets rod nok var rigtig: det er filsystemet, der er smadret på min Maxtor-harddisk, og diverse scanninger viste også, at den har en solid bunke bad clusters sidst på drevet (som jo snildt kunne være årsagen til førnævnte problem).

Demo-versionen af Magic Recovery Pro 3.2 har som det eneste program uden timelange scanninger poppet sit vindue op og fremvist en oversigt over alle mine mapper på drevet og deres indhold. Man skal jo så betale, før man kan flytte på dem, dvs. gemme dem på noget andet. Så jeg måtte jo krybe til korset og slippe slanterne. Men til gengæld kan jeg oplyse, at programmet holder alt, hvad det lover: Direkte adgang til alle mine data, og kopier/sæt ind, så ligger de sikkert og læseligt på frisk ny harddisk, fantastisk! Så ender du i samme situation, kan det varmt anbefales. Men det gør du selvfølgelig ikke, vel? For du tager jo backup, n’est ce pas?

Et par spørgsmål står tilbage:
1) Er der nogen der kender det fedeste backup program, der kan spejle én ekstern harddisk over på en anden ekstern?
2) Er man lidt for frisk og gambleragtig, hvis man formatterer dén der er i udu og genbruger den, eller burde man kyle skidtet ad helvede til?

Art Deco i Pasteller

4 svar

Nu er pasteller ellers ikke lige mig, men Miamis Art Deco baerer det smukt! Hele vejen op ad Ocean Drive staar de skulder ved skulder med deres runde hjoerner, organiske former og oceandamper-linier. Skoenhed i 3 etager. Det er mere end hvad man kan sige om mig; reddede mig den vildeste forkoelelse i DC eller paa vejen derover. Under alle omstaendigheder er mit hoved og mine bihuler fulde af snot, sa jeg daarligt kan traekke vejret og jeg har den vildeste Ditte Graaboel (jeg synes det er for daarligt)-hoste. Men bortset fra det er her vel 25 grader, og South Beach ligner noget fra et sommerpostkort. Atlanterhavsboelger der slikker sandet vaek under taerne paa mig, og den flotteste fuldmaane i gaar aftes, med udsigt ind over byens skyline oplyst i pastelneon. (Billeder foelger senere, indtil videre ligger de trygt paa kameraet, saa jeg har laant et saa laenge)

Jeg bliver til Marco Polo & Peter Von Scholten om natten

8 svar

På sådan en lidt varulve/shapeshifter-måde… Mine rejser bliver altid planlagt i en sen nattetime med noget impulsiv bookning over nettet. Så kan man jo altid dagen derpå ringe/maile/IMme til venner & bekendte i udlandet og sige “Eeeehh jeg kommer lige på besøg, hvis det er ok?”

I december købte jeg jo en billet til New York, uden anden plan end at se mere af New York og besøge min ven i Washington DC – og eftersom jeg havde fri i 3 uger kunne jeg jo lige så godt lave en lang tur, syntes jeg logisk nok. Så kunne jeg jo altid finde ud af noget med en billet sydpå i et par dage, fx. til Miami.
For en uges tid siden indså jeg, at det var lige om lidt, så i nat blev planen så udvidet drastisk: Nu hedder det afhentning i NY og alslapning i DC et par dage. Så skal vennen på arbejde, så jeg måtte jo hellere købe en flybillet… Og surferi på 3-4 flyselskabshjemmesider giver jo ideer, og når man er god til at fifle sig frem til nogle billige afgange og ikke er hængt op på datoer, så kan man jo pludselig stå med meget fristende tilbud fx:
DC – Miami (3 dage) og så videre til St. Thomas! og derfra retur til New York.

De tidligere Dansk Vestindiske Øer [WOW, hvor kom dén fra?]
(Nuomdage hedder det så US-Virgin Islands, men den slags detaljer skal jo ikke anfægte den nationale stolthed.)

Et klik på “purchase” og pludselig er jeg på vej til tropeø med kolonifortid, og får ondt i maven, mens bookingmaskinen tænker og tænker og tænker.
4 fejlmeddelelser senere, et par opkald til USA og en del banderi senere, ser det ikke ud til at det virker, og hotelreservationen på St. Thomas måske nu er forgæves? Men der dumper en bekræftelsesmail ind med bookingnr. og rejseplan… Men den mystiske “Grand Total”-pris på 0 dollars. Nu var det godt nok en billig billet, men alligevel.
Her til morgen har jeg så ringet deres danske agent op, som 1) kunne bekræfte at jeg har en billet, 2) var imponeret over hvor billig den var, 3) og undrede sig over, at det faktisk var lykkedes mig at bestille uden amerikansk kreditkort.

Summasummarum: JEG SKAL TIL DE VESTINDISKE ØER!!

Godt tip til godt naboskab

4 svar

Sarah Bernhard
Sludrede med underboen på trappen i dag, imens løb hendes søde datter lige ind og hentede mig en Sarah Bernhard, dem havde de nemlig selv lavet – om ikke jeg ville have en?
– og hun vidste ikke engang, at det var min aller-yndlingste-kage… Se dét er sådan man holder sig gode venner med overboen!

Mos!

11 svar

I denne triste tid kan man trænge til noget solidt, og i denne travle tid kan man trænge til at få ryddet op i både grøntsagsskuffen og fryseren. Løsningen på begge disse problemer er den samme: Mos!
Her følger en opskrift for folk med klassiske singlekøleskabe:
Indholdet af grøntsagsskuffen + den skumle pose kartofler man fandt i et hjørne i køkkenet, skrælles og skæres i tern, hele balladen losses i en gryde med vand og salt og koges grundigt.
Imens optøs noget af det hakkede kød, der har ligget så længe i fryseren, at det har fået en ubestemmelig grålig farve, stik det en god gang krydderier og evt. andre rester fra skabene (kapers eller tranebær kan fx. med fordel tilsættes, dog nok ikke i kombination, medmindre man er ude i noget meget moderne fusionskøkken, men det må man i så fald selv ligge og rode med!) evt. lidt æg som klister og steges i klumper af ønsket størrelse.

Mos!

Kogegryden frahældes kogevandet og piskes eller blendes med lidt mælk (og evt. smør, hvis man har det, det har jeg så aldrig, så det kommer der sjældent i), hvid peber og salt er et must, men lidt chili eller muskatnød er heller ikke dårligt, der kan med fordel improviseres med tanke på, hvad grøntsagsskuffen oprindelig indeholdt. Man pisker/blender til den konsistens, man foretrækker, med eller uden grøntsagsklumper. Er man så heldig at finde noget smør inderst i køleskabet smager det godt med en klat ovenpå. Så er der dejlig dampende varm mos og deller.

Dovne piger og drenge, af typen der syr med lang tråd, kan med fordel skrælle hele indholdet af grøntsagsskuffen, så er der også mos til i morgen!

*Demonstrationsmodellen på billedet indeholder kartofler, gulerødder, broccoli og jordskokker – men finder man fx. en gammel pose spinat i fryseren eller andre hårde grøntsager i skuffen kan det også med fordel tilsættes…

Dagens ord: Mundorgasme

9 svar

Det startede egentlig bare med, at jeg skulle finde et sted at hæve over på mit dankort, så jeg kunne lægge en tyver for den buket solsikker, jeg havde forelsket mig i. Så var jeg jo nødt til at købe et eller andet; Ergo kom jeg hjem med solsikker + en Sarah Bernhard. Har ikke fået sådan en i årevis, og havde næsten fuldstændig glemt, hvilken usandsynlig lækker kage det er: Makronen kunne godt have tålt lidt cognac, og chokoladeovertrækket lidt færre violer, men chokoladecremen! Åh, chokoladecremen var himmelsk! Mundorgasme!