Det er jo en stor glæde at kunne give en gave, som man også gerne selv ville have.
På det seneste har der været en del af den slags gaver i mit liv – og af den type, hvor der er en naturlig indforståethed om, at gavegiveren naturligvis skal låne den senere.
Det startede med kollegaen, der fik Tor Åge Bringsværds “Pinocchio-papirerne”, som han promte lånte mig, da han selv havde læst den. [Jeg har endnu ikke fået den læst, og siden det var en havefest, er det længe siden – men som et plaster på såret faldt jeg over Calvinos “De kosmokomiske” i tegneserieudgaven på årets bogmesse SÅ billigt, at jeg måtte købe den, selv om jeg ejede den allerede, så den har jeg foræret ham i renters rente]. Til min fødselsdag forærede han mig til gengæld Paul Austers “Rejser i Scriptoriet”, som han naturligvis skal låne, så snart jeg får læst den.
Til min fødselsdag fik jeg også Guillous “Madame Terror” [Genoplivningen af svenskens (sejere) svar på James Bond; Carl Gustav Gilbert Hamilton, dog med den ligeså benhårde Mouna Al Husseini, hans gamle veninde fra den hemmelige Palæstinensiske efterretningstjeneste, som hovedperson], den er super – og siden jeg nu har fået den læst, skal den naturligvis lånes til gavegiveren, der for et par somre siden var med til at parallellæse den oprindelige Hamilton-serie. Hun glæder sig allerede.
I går meddelte niecen, at jeg nu godt kunne låne sæson 4 (hendes fødselsdagsgave) og sæson 5 (julegaven) af CSI, så dem har jeg fået i dag; Gæt hvad jeg skal se i nat?