… Jeg ved sjældent, hvad dag det er (uden at skulle tænke over det, eller spørge nogen) og dét med tid går det slet ikke så godt med.
– og har taler vi ikke om min almindelige tendens til tidsoptimisme, der fx indebærer, at jeg tror man kan nå alle steder i Kbh på cykel på 15 min (kan man også næsten, når man kun mener at det inden for Jagtvejen er Kbh!
Nej, vi taler om at være tidshandicappet (undskyld: tidsmæssigt udfordret) i svær grad. I sidste uge gik jeg til en aftale med en veninde en dag for tidligt (men sendte troligt en besked om at jeg blev 5 min. forsinket) – og enten opdagede hun det ikke, eller også var hun bare flink. Jeg indså det først, da jeg kom hjem igen og studsede over, at det stod i kalenderen dagen efter.
Ugen før havde jeg lavet to forskellige aftaler samme dag og tid – og tænkt på og glædet mig til dem begge på skift, indtil jeg dagen før indså, at der var et-eller-andet galt med min torsdagsplan…

I dag havde jeg tænkt mig at jeg skulle til filmquiz. Og jeg havde noteret mig tiden (N95 forsøger troligt at holde styr på sagerne for mig), og veninden havde omarrangeret sin aften, for at kunne tage med kl. 19.
Klog af skade tjekker jeg lige sagen ved 16-tiden, og hov: det var kl. 15, så nu er det for sent?! Idiot, tænker jeg.

– Men Google cache afslører, at det vist alligevel ikke kun er mit handicap, der spillede ind, der har stået kl. 19…