Så er der Woody-film igen, igen (tak!) uden Woody på rollelisten, og det er jo dejligt. Og kønt er det jo; Scarlett (i en voldsomt afbleget udgave) giver den som søgende kunsterwannabee-frisindet søgende amerikaner, der kaster sig ud i livet, men ikke ved hvad hun vil have. Veninden er så den regelrette do-things-by-the-book type, der ikke tør drømme om andet end det sikre – og (måske) aldrig rigtigt tør leve. Javier Bardem er Kunstneren, den spanske temperamentfulde (etc. etc.) med en lige så temperamentsfuld, kunsterisk & spansk Penelope som ekskone. Der sker ting, de lider og elsker som man nu gør i sådan en film – der er megen snak, og i sidste ende er de alle tilbage hvor de startede – omend måske en smule mindre tilfredse med det, end de var, da de startede…

Man er ok underholdt, og kønne er de jo alle at se på – spanierne ligner faktisk rigtige karakterer – jeg ser her i dette interview med Woody, at han fandt det morsomt, men dog tilladeligt, at de gik op i deres karakterer og arbejdede med dem. Måske er det derfor de virker? Ellers er de omgivet af papmachekaraktererne “den vilde Christina” “den tørre Vicky” og “parret som Vicki & hendes forlovede vil ende som, hvis ikke Vicky tør vælge noget andet end det forventede” (Patricia Clarkson, der sidst var skøn i Lars & the Real Girl)- jeg føler ikke rigtigt med dem, men de er jo amerikanere, så karaktererne fungerer på den dér “det er jo bare en film”-måde, som man lader passere i en amerikansk film – men de følelser, som historien postulerer forbliver temmeligt postulerede; når voiceoveren siger det, nåja så siger vi det. Spanierne fyrer den af som spaniere – og så kan det godt være at karaktererne er skåret som en amerikaners forestilling om spansk passion, men det kan de jo også begge til perfektion (de har jo begge fyret den af for fuld skrue bl.a. hos Almovodar før).
Vicky Cristina Barcelona er da en seværdig film, og langt bedre end den sidste katastrofe af en parodi på, hvordan den gamle amerikaner tror englændere er: Cassandra’s Dream, men fan bliver jeg nok bare aldrig… Det er meget charmerende at den gamle har forelsket sig i Europa – men han skal stramme sig lidt an, for ikke at falde i de amerikanske klicheer (kendt fra romantiske komedier og “teeny-bopper trip-to-Europe”-film) om passion og evigt solskin i Europa.

Tjek den selv ud, og har du endnu ikke meldt dig ind i Filmporten, så er det her festen starter. Ikke bare kan men nøjes med at give 37,50 (!) for at se Vicki Christina Barcelona (i hvert fald i Vester Vov Vov), men man får også sikret sig, at man kommer af sted i biffen og får set Stille Kaos, inden den bliver taget af plakaten igen!