Har læst Nick Hornbys essays fra et bogtidsskrift, hvor han i følge undertitlen kæmper med bøgerne:
A hilarious and true account og one mans struggle with the monthly tide of books he’s bought and the books he’s been meaning to read.
The Polysyllabic Spree er titlen, og den er fantastisk:

Hvert essay starter med månedens liste over købte hhv. læste bøger, hvilket jo ikke behøver være (og ofte ikke er) nogen sammenfaldende liste! Der er selvfølgelig nogen, der har gidet lægge disse lister på wikipedia, så du kan selv e, hvad han har læst. Jeg elsker at vi ordensnørder har fået et sted at gøre af al vores ordenssans, på wikipedia kan vi endelig få ordnet HELE (den pisirriterende kaotiske) verden i nysselige leksikonopslag med krydsreferencer – så bliver der endelig genoprettet orden i universet, og det fylder ikke en gang på bogreolens hylder, hvor meget mere lækkert og ordentligt kan det blive?
Nåmen tilbage til bogen; Den er ikke bare klog og interessant, den er også uhøjtidelig [kan man forvente andet fra manden bag nede-på-jorden-sjove bøger som Fever Pitch [kan anbefales alle, både dem der elsker fodbold og dem, der ikke fatter mænds besættelse af fodbold], High Fidelity osv. Nu jeg tænker nærmere over det, så handler de fleste af hans bøger om folk der er besatte af et eller andet projekt (og uventet bliver udfordret på deres altoverskyggende projekt).
– Kan man virkelig elske andet end Arsenal? (og alligevel stadig elske Arsenal?)
– Ansvar for ALT Vs Intet [de to hovedpersoner i About a boy]
– Arj, det er jo MIG der er den gode, jeg er jo LÆGE, du kan da ikke være den gode, altså!
Nå, nu ikke lade sig gribe af analysetrangen… Lad det blot være sagt, at The Polysyllabic Spree er en tilsyneladende skamløs blotlæggelse af en læser og bogkøbers sære drift mod bøgerne. For en bogkøber er den sært befriende. Her er én der frivilligt indrømmer, at han køber bøger, han nok aldrig får læst, nogle gange bliver overrasket over at få læst dem alligevel og går fuldstændig uglorificerende til opgaven, der er praktiske bemærkninger om at glemte klassikere nogle gange er lykkeligt glemt, fordi de er uudholdeligt kedelige, eller om fordelen ved Salingers (også i praksis) smalle forfatterskab: The realization that you could polish off a major author’s entire oeuvre in less than a week was definitely part of the appeal – you won’t catch Dickens being pushed around like that.
…og ud over genkendelsens glæde, hvis man selv er en læser [eller skal vi blot kalde det bogkøber?!], så er manden jo (skulle jeg ikke have fået nævnt det allerede) sjov – jeg lå og grinede højtlydt i min stockholmske hotelseng og måtte ustandselig læse passager højt for veninden, der ellers prøvede at sove…