I weekendens information harcellerede Johannes Riis i en kronik over tv-mediets utroligt ringe dækning af bøgerne. Kronikken er læseværdig alene for dens pris af mediernes dækning af det danske vejr og snevejr i særdeleshed. Og pointen er klar; når det kan lykkes at lave spændende tv om at det sner, så skulle det da også være muligt at lave kulturprogrammer (hverken film, dans, teater, kunst eller litteratur bliver jo dækket på dansk tv):
På mandag er det Verdens Bogdag 2007, men i DR TV og TV 2 er det aldrig bogdag. Man spiser kulturen af med lidt useriøst her og der – plus ‘Smagsdommerne’, som ofte excellerer i hån og foragt for kunsten. Vejret derimod…
Men som han også selv pointerer; Et program som smagsdommerne kunne jo med sin (og jeg citerer:) “indimellem ganske skægge blanding af uvidenhed, utilsløret amatørisme, middagskonversation og anstrengt stand-up humor programmet dyrker og har sat i system, måske have haft en mission”
Jeg er enig i at smagsdommerne ikke på nogen måde dækker de danske kanalers public service forpligtelse – set i det lys er det en hån mod kulturen! Men efter min mening er det snarere et problem, at man har lukket alle kulturprogrammerne (fx. Filmland som man først beskar til en bagatel og derefter nedlagde), hvad angår bogprogrammerne, så har man forsøgt sig med andægtige “klog mandlig litterat med skæg”-programmerne, der var for tørre, snobbede & usexede (a la Weekendavisens litteraturtillæg, når det er mest tørt & trist) og sidenhen laveste fællesnævner med “Vi er jo alle kvinder, der ææælsker Jane Åmund & Hanne Vibeke Holst [vig bort!], og studieværten skal ææændelig ikke vide noget om litteratur, så bliver det bare for klogt”-programmerne. [Arrgh, giv mig en pose penge, og jeg skal udtænke et bedre koncept på en halv time…]
Nå, men tilbage til smagsdommerne; Som et supplement (til den godt nok manglende øvrige kulturdækning) er det faktisk et udmærket program. Det er selvfølgelig udtænkt i vild-med-dans-tiderne, hvor vi hygggggger os med at se de kendte på glatis som amatører… Men netop på kulturområdet giver det faktisk nogle interessante resultater ind i mellem:
1) Det er da befriende for “almindelige mennesker” (også os med lange humanistiske uddannelser, der burde kunne følge med sagkundskaben) ind i mellem at høre, at “det fattede jeg ikke en fis af, og det sagde mig intet”, sådan har man det nemlig med noget kunst, og det er der intet galt med: Kunsten er ikke hellig. Den skulle gerne røre én på et eller andet plan, men der ER altså også masser af kunst, der ikke siger én en skid. Og så er det federe at høre dén sandhed, end at få serveret en (tydeligvis uengageret) smøre citeret fra kataloget om “lerets skrøbelige plasticitet i samspil med rummets tyngde, der accentuerer den menneskelige stræben” eller noget…
2) Automatik-anmeldelsen punkteres ind i mellem, de vedtagne sandheder udfordres: Som i den fantastiske udgave, hvor Knud Romer fik ordet før Christian Braad Thomsen, da der skulle anmeldes Dylan. Bob D fik en tur i kødhakkeren; blev udråbt til at være kedelig på fyrretyvende år, sat op på en piedestal, hvor ingen turde sige, at manden ikke kan synge og hans tekster er noget vrøvl – men altid udråbes hans nye plade til et mesterværk, fordi de anmeldes af 68-generationen, der har helgenkåret ham [citeret efter hukommelsen] Slut!
Ordet over til 68-generationens (stadigt lang- omend tyndhårede) repræsentant, der måtte lægge den forberedte skåltale “endnu et mesterværk blablah Mesterens lyriske talent blahblah” væk og i stedet forsøge at forklare (forsvare), hvorfor han mente Dylan kan noget endnu. (Hvad enten kritikken var fortjent eller ej, så fik vi hørt noget andet om Dylan, end den automatikanmeldelse, der ellers var faldet prompte.)
3) Til tider kommer der noget utroligt interessant ud af at få kunstnere til at anmelde (for dem) fremmede kunstarter. Arkitektens analyse det af teatret skabte rum, musikerens lydhørhed over for bogens rytme, filminstruktørens blik for musikkens billeddannelse – eller hvad der nu viser sig af “cross-over erkendelser”, hvis vi kan kalde det det.
Når det så er sagt, så er det indimellem også bare billig underholdning for underholdningens skyld; Se girafferne, er der mon nogen der kommer på glatis, får de svinet noget “fin” kunst til? Foder til den indre svinehund & rindalist, hjernelam underholdning med kendte mennesker, der promoverer sig selv, spiller kloge, dumme, moralske, intellektuelle, antiintellektuelle etc.
Men i går græd de. Alle tre græd. De var alle tre så rørte over sidste års guldbjørnvinder fra Berlin; den ex-jugoslaviske film Sarajevo – Håbets sang, som de alle ud fra deres intellektuelle tilgang godt kunne påpege teknisk set ikke var særligt godt skruet sammen, men alligevel kunne de ikke tale om den uden at blive grådkvalte, fordi den menneskelige historie rørte dem alle så dybt. Det var smukt! Det siger sgu noget andet og mere direkte om kunsten, end en hvilken som helst professionel formidler (fuldskægget litterat eller rund ubelæst qvindelig journalist) ville kunne have fået formidlet til seerne.
