Tilbragte lørdag nat på at diskutere statsopfattelser, det danske nationalitetsbegrebs ekskluderende funktion, sprog og livet i almindelighed over øl (og Lou Reeds Transformer) indtil solen havde været oppe i timevis med en australsk ven, og det giver interessante vinkler at se verden fra den anden ende (omend han også er velbevandret i det danske efterhånden). Og der var flere hypoteser, der også er interessante dagen derpå, så lad mig dele min hypotese om, hvordan vi opfatter staten:
L’état c’est nous
Danskere (og det gælder nok skandinaver i særdeleshed) opfatter staten som et “vi” – staten er selvfølgelig et apparat, der kontrollerer og styrer og derfor skal reguleres og kontrolleres så ikke dets beføjelser overskrides, men når det er sagt, så er staten jo os alle sammen – hvis opgave det er at gøre sit bedste for os alle. Vi er allesammen staten! Selv om vi har en sund skepsis og kontrolapparaterne på plads så stoler vi et eller andet sted dybt nede i folkesjælen på at staten vil vores fælles bedste.
Staten er et magtbegærligt monster
I brit/anglo-traditionen opfattes staten som et “dem” – Staten er et magtapparat, noget udefrakommende, der forsøger at gribe ind i den ukrænkelige personlige frihed – og som for enhver pris skal holdes i ave, på afstand og begrænses i sine forsøg på at tiltuske sig mere magt. Staten er ikke “os”, staten er et “dem”.
Derfor er tanken om et CPR-register det mest skræmmende man kan forestille sig i verden.
Sjovt nok er det helt identisk med, hvordan danskerne tænker på den europæiske union; Det er i høj grad et “dem”, vi taler om det som om vi ikke er del af det: “det er noget de har besluttet i EU”. Der føler vi os bestemt ikke inkluderet, kun kontrolleret.
Og nu vi er ved det sproglige, så ses forskellene i opfattelsen af staten også på det sproglige niveau: I USA kaldes skattevæsenet the taxman på linje med the bogeyman – det er en fremmed, der kommer og truer os og vores. I Danmark er det skattefar der løber med en del af indkomsten – selv når staten griber ind i vores liv, ser vi det som et familieanliggende; det er ikke en fremmed trussel, men derimod den store fader, der inddrager vores lommepenge til familiens fællesbudget.
Man kunne hævde, at dette jo blot beskriver forskellen i statsopfattelsen mellem socialister og liberalister – men mit spørgsmål er så: Har jeg ret i at Danmark er det hemmelige socialistisk paradis, hvor vi alle* lever med en dybtliggende tryg forvisning om at staten er os og vil os det (fælles) bedste?
* Nåja, alle – bortset fra et par enkelte minimalstatsglade liberalistiske tænkere, der jo alligevel pakker den slags ideer væk, så snart det bliver alvor.