Smuk (kun let ironisk) forklaring på, hvordan E-Mom skal gøre fra The Onion:
Facebook, Twitter Revolutionizing How Parents Stalk Their College-Aged Kids
God fornøjelse med din karriere som stalker ;)
Smuk (kun let ironisk) forklaring på, hvordan E-Mom skal gøre fra The Onion:
Facebook, Twitter Revolutionizing How Parents Stalk Their College-Aged Kids
God fornøjelse med din karriere som stalker ;)
Erfarer fra KirstenMarie via Twitter at en journalist ved navn Ruth Storm (er det mon hende her) i et P1-program har læst min foregående blogpost højt i radioen i denne udgave af et program ved navn Radiobloggen. Med denne beskrivelse: Radiobloggen er udvalgte dele af udvalgte blogs. Alternative perspektiver på verden, bramfrit og uden filter. og uden rettigheder, fristes jeg til at tilføje?!
Denne blog er min personlige notesbog, ja den ligger hér og kan læses af alle og enhver på det store vide internet – for jeg deler gerne & vil gerne i dialog med dem der har lyst til det.
Jeg deler gerne ting, jeg har lavet, på CC-licens, lader alverden se mine slideshows (søvnproblemer er en byrde, man må hjælpe folk, hvor man kan), viser mine billeder til alverden, blogger (også i andre sammenhænge) statusopdaterer FB og twitter løs derude [men heldigvis ikke det hele, hele tiden].
Og alt efter platform er mit arbejde tilgængeligt, og/eller kastet i grams uden rettigheder – og hvis nogen spørger om lov til at bruge noget jeg har lavet til at ikke-kommercielle formål, som jeg finder i orden – så giver jeg dem gerne lov…
Men jeg vil spørges om lov!
(Hvis jeg havde drømt om berømmelse og mine blogposter på tryk – så havde jeg nok valgt at blogge på urbanblog eller lignende, frem for på eget domæne.)
Så når Ruth Storm producerer en radioudsendelse, der alene består af højtlæsning af det blogindlæg, jeg har skrevet (og ikke til det formål), uden at jeg er blevet spurgt, så bliver jeg faktisk indigneret. (At der er linket her til bloggen er jo ingen undskyldning: Et link til hvor man har stjålet noget er bedre end uden, men derfor er det teknisk set stadig tyveri) Og før du spørger; ja, jeg har en mailadresse i min velkommen-til-bloggen-tekst øverst til venstre – og selv en jævnt internetbegavet amøbe, kan gætte, hvad jeg hedder på Twitter, hvis det skal gå hurtigere.
[Og skal jeg brokke helt færdig: så vil den tidligere sproglærer faktisk godt citeres helt ordret, hvis hun skal citeres!]
Her kunne man anføre noget om det ironiske i, at et indlæg om én form for krænkelse af en art, ender med at blive udgangspunkt for en anden type krænkelse.
Eller man kunne fundere over, hvor smart det er at lade være med at spørge om lov af en person, der i selvsamme indlæg indrømmer at være typen, der “aldrig har fundet sig i lort fra nogen, og ikke er bange for at fortælle dem, de skal skride ad helvede til, og lade det gå lidt tjept”?
Det er det de unge vil have (og ikke mindst alle de ikke særligt unge, mindst 30+ web-geeks jeg kender). Den ene blog efter den anden lægges i graven – fordi Twitter er dér, hvor det sner. Yeah yeah, whatever siger jeg. Hvilket afføder spørgsmålet om man kan være old-school i new-media? Og om det snart er retro-cool at blogge?
Mens du overvejer det, kan du her se, hvorfor Twitter er uundværlig: