Har i dag tænkt en del over det fænomen, at dagene mellem jul og nytår i mit liv altid får karakter af en slags ingenmandsland, et mærkeligt men dejligt vacuum mellem to arbejdsår, hvor ingenting er særligt vigtigt, og jeg alligevel får gjort alt det vigtige – altså det der er virkeligt vigtigt.
Når 2. eller 3. juledag oprinder er det værste (og det er nogle år mindre bogstaveligt end andre) familiejuleri overstået, og der er dejligt lææææænge til jeg skal på arbejde igen – den slags er som regel en mandag en uges tid inde i det nye år (i år først den 8. januar). Selv om der sikkert er ting jeg burde få ordnet, læst, gjort, vasket, whatever… og jeg da også får gjort noget af det ind i mellem, så ligger det langt langt tilbage i det mentale landskab. Regninger, skuffeoprydninger, opvask, pligt-mails og aflevering af biblioteksbøger kan jo snildt vente til i morgen. Eller i overmorgen. Eller næste år for den sags skyld.
Min døgnrytme falder helt af sig selv tilbage i sit ur-leje; B, eller måske D? Jeg står op ved 14-tiden, og går i seng langt efter kl. 4:00. Jeg hører plader, jeg ikke har hørt længe. Drikker kaffe med alle dem, jeg elsker at drikke kaffe med. Og øl. Og gin & tonic. Ind i mellem bliver der tid til stilhed og eftertanke og mental oprydning – men det er også klassisk at de sidste 3 dage er endt med mere eller mindre alkoholiseret samvær med en hel stribe mennesker. Nogle jeg havde planlagt det med, nogle der uplanlagt plejer at opstå den slags med og så alle dem, jeg mere eller mindre tilfældigt er rendt ind i. I juledagene er København nemlig en endnu mindre landsby end sædvanligt, når alle eksiljyderne er rejst hjem til de moderlige kødgryder. Anden aften på Bang & Jensen (eneste sted på Vesterbro (eller i hvert fald meget tæt på), der havde åbent 1. og 2. juledag var interessant – ud over alle dem, der også var der i går, så jeg røgen af en nyklippet kollega (men nåede ikke at hilse), og jeg endte med at få en øl mere (efter veninden fornuftigt var gået hjem) med ham, der for længe siden sprang ud som psykoknaldhætte #2, men som jeg sidenhen er rendt ind ustandseligt i, alle mulige og umulige steder/tidspunkter (men sidenhen dog altid i mindre psykotisk mode, så det er meget civiliseret), han var ude at få en øl med en NewYorkerven. Disse juledage bringer altid (planlagt som uplanlagt) hyggeligt samvær med folk, jeg ikke havde regnet med at skulle se. I dag har veninden, der til daglig bor i Paris, pludselig sms’ed at hun er hjemme til jul & skal vi ikke ses. Og det efter at jeg og vores fælles veninde, da vi mødtes til den traditionsrige 1. juledagsøl, havde været fuldt overbeviste om, at hun var hos svigermekanikken i Lille og slet ikke kom til KBH i år…

Der er noget mærkeligt magisk ved de sidste dage i den gamle kalender (som der ikke længere er en pointe i at skrive i) og det tidsløse ingenmandsland før den nye (røde selvfølgelig) kalender med arbejde og aftaler og andet alvorligt skal tages i brug.