I går var jeg på jobmesse – det var overordnet en skuffende oplevelse, bortset fra en glad genforening med en gammel studiekammerat. Men der skulle jo gøres noget ved jobsituationen, så det måtte prøves.
På den synkende skude de kalder mit arbejde har jeg fået viklet mig ud af tjansen med aftenarbejde, som alligevel ikke ville bringe nye indsigter med sig og det sågar på en måde, der alligevel blev til alles tilfredshed. Har også fået afhændet en ekstratjans i sidegeschæften, som ville skabe problemer på længere sigt. Og resten af tiden har jeg knoklet som et svin. Et meget meget træt svin, der har arbejdet morgen og aften, når jeg ikke har været nedlagt af noget svimmelheds-pjat.
I dag kommer jeg sent hjem efter en lang lang dag, der har kørt på pumperne grundet mangel på søvn (3 timer gør ingen sommer, eller slår nogen af hesten, eller …noget) Jeg er psykedelisk træt [der er gratis trip, når jeg sidder helt stille i mere end 30 sekunder, fordi min hjerne prøver at slukke for strømmen til kroppen, den kræver søvn!] og bliver pludselig ringet op:
“Hæææij” siger jeg, fordi jeg i mit træthedssyretrip troede, det var én jeg kendte – det viser sig at være officielt opkald fra officielt lydende dame, der ringer, fordi de “jo har indkaldt mig til samtale, men ikke hørt fra mig. Om jeg ikke har fået brevet?”
“Æejh narj [tydeligvis ikke!] “Nå [indsæt selv beklagelse, jeg havde en absence lige dér] men kan du måske komme i morgen?”
Da jeg lægger røret på, har jeg fået vejvisning “og så ind under stilladset og ned til venstre ad gangen” og er stadig ikke helt klar på, hvad det nu var jobbet gik ud på – eftersom det er 20 dage siden de afsendte “vi vender tilbage når ansøgningsfristen er udløbet”-standardskrivelsen (da var fristen selvfølgelig allerede udløbet) og jeg var på nippet til at smide brevet ud i går, da jeg tænkte at det løb da var kørt for længst…

Min eneste ydre reaktion på denne virkelighedsforskydende nyhed i min omtågede psykedelia-trance var at gribe hæftepistolen og sætte (meget tiltrængt) nyt betræk på mine spisestuestole. Mærkeligt som jeg altid kan håndtere manuelt arbejde og det har en eller anden basal “verden er ikke af lave”-stabilisator-effekt. Er det kun os med håndværkergener, der har det sådan?