Hvem er man, når man synes det er ok at sætte 40 (begavede, initiativrige) mennesker til at brainstorme over et (relevant, vigtigt) emne. Men som alle dybest set godt ved, at der INTET kommer ud af, fordi afsenderen er så beslutningslammet, indbildsk & dum, at ethvert (godt, relevant, gennemtænkt og velovervejet) initiativ ALDRIG vil blive til noget som helst, fordi Den Evige Bagstopper nok skal få syltet det, eller (efter stor indsats og meget arbejde (andres, naturligvis) langt i sagen, bare blankt afviser det uden særlig grund, fordi det ikke liiiiiiige var det Den Evige Bagstopper havde tænkt sig (ikke at han havde sagt noget om det i idefasen, det havde været for nemt).
Gid jeg var meget meget bedre til at resignere. ARGGGGGGGGGGH! Måske skulle jeg blive selvstændig i stedet for at finde mig i sådan noget idioti? Nogen, der har lyst til at hyre mig?
Man kan selvfølgeligt sige, at som selvstændig kan man læne sig rimeligt roligt tilbage og vide at timerne (og dermed betalingen) tikker afsted, lige meget hvad slutredsultatet bliver. Og så i øvrigt glæde sig over, at man kun har en kunde i en begrænset periode ad gangen. For idiotien slipper du næppe for ;o)
Næh, men idioter, der bestemmer over én på den mest uduelige måde, er da til at brække sig over!
Du har fuldstændigt ret. For eget vedkommende har jeg svoret, at jeg mindst éen gang skal have gjort dét man allermest får lyst til: Nemlig at rejse sig op i et marathon-forløb med forudsigelig slutning og råbe “røv!” (eller noget andet kort og fyndigt) meget højt, for så at skride ud af døren.
Gør det endelig ikke, please, please…du kommer til at møde et endnu større antal idioter…og din pengepung afhænger ovenikøbet af dem..!
Ja, jeg HAR bare gjort alt, hvad der kunne gøres for at forklare, protestere osv. Det er som at slå i en dyne – uden for pædagogisk rækkevidde!
Som en af mine tidligere kollegaer sagde: Rolig nu…Its just a job…plejede at køle mig ned – Måske kan den bruges?
Jeg havde engang et job hvor min direkte chef (de var 3 medejere, hvor 2 af dem var chefer) var en mandschauvenist af karat. Vi var 4 piger ud af 30 ansatte og det var klart mændene som bestemte. Vi var der vist mest til bare at se godt ud… :o)
Men da jeg havde fået nyt job og sagde op fik jeg sagt min mening.
Klaphat: Hvorfor forlader du os?
Mig: Det er på grund af dig.
Klaphat: ¤#”¤%#”&%¤&%!!!! osv… men det gode var at jeg slet ikke behøvede at uddybe, for han kammede helt over. Vores HR medsidder var mindst lige så rystet som jeg bagefter.
Jeg havde det faktisk godt med det.
Man kunne jo sige at den bro blev brændt meget eftertrykkeligt, men da han jo var medejer er der ikke store chancer for at han nogensinde forlader firmaet (som var et guldæg i den branche!)
Hvorfor tror du dog, at det ville være anderledes, at være selvstændig?
Det dér – som du netop har beskrevet, bruger jeg halvdelen af min tid på. Projekter der aldrig bliver til noget (og inden de er blevet til noget, får man jo som regel ikke penge). Forhandlinger med tåber, store virksomheder, der ikke har tjek på deres lort osv. osv. osv.
Tro mig… at blive selvstændig er IKKE løsningen, hvis du skal slippe for den problemstilling.
@Marie Hønen: Burn, baby burn! Hvis broen ikke var bedre værd, så fik du vel i det mindste tilfredsstillelsen ved at brænde den.
Hedder det ikke bare “The human condition” …
Og så vil jeg nu alligevel slå et lille slag for vi selvstændige. Vi har den fordel at vi kan afstå fra at samarbejde med de handlingslammede … Det skæpper ikke i kassen, men frihedsfølelsen er sin vægt værd i guld!