Har du også en bunke film og serier liggende på en harddisk du ikke får set? Det havde jeg, men nu er de flyttet ind i mit tv, lige til at bladre i og afspille fra min almindelige tv-fjernbetjening.
KODI mediecenter er open source software der gør døde filer til et levende bibliotek, så jeg nu kan surfe efter metadata som: actionfilm, film med en bestemt skuespiller, fra et givent år eller land osv. Man kan bladre i sine film og serier med grafik og læse lidt om dem.
Hvordan kører det så? Jo til en pris på 0 kr må det siges at være ganske fantastisk. Det kører fint og gnidningsløst i visning med lister uden for meget grafik, hvis jeg vælger en visning med filmplakater, så er der noget loadtime – det er ikke håbløst, men føles bestemt heller ikke noget snappy touchscreen coverflow!
Og det er der nok ikke noget at sige til, mit gratis setup er stykket sammen af ting jeg fandt i skuffen; En Raspberry Pi Model B+ med et no-name 8GB micro SDcard uden egen strømforsyning (jeg trækker strøm fra tv) og en gammel cradle med en kørende disk og diverse kabler.
Performance og optimeringsmuligheder
Man kunne optimere betydeligt på RPi og kort: en ny Raspberry Pi 2 giver 50-100% bedre performance (den har dobbelt så meget ram) og internettet har selvfølgelig gennemtestet SDkort for bedste performance: også her er der ganske meget at vinde (det er jo Pi’ens harddisk) – kaster man $10 efter et Samsung EVO+ 32GB får man for en billig penge meget bedre ydelse.
Man kan optimere på sit KODI setup ved at slå funtionalitet fra (fx. support for trådløse adgange man ikke bruger) køre et bedre optimeret skin, osv – der er en handy guide her.
På softwaresiden kan man også vælge OSMC som styresystem under KODIen i stedet for den OpenELEC jeg valgte – det giver efter sigende lidt hurtigere opstart og gør det lettere at overclocke RPi, som kan presse mere ydelse ud af den (har jeg ikke gjort, endnu i hvert fald).
Det må dog siges at køre helt udmærket til prisen.
Resultatet
- Et velfungerende mediecenter, der virker fra min almindelige fjernbetjening til tv’et.
- Overblik og metadatering af alle mine film / serier, der nu kan ses direkte på skærmen.
- Et system der kan tænde/slukke selv med tv’et (fordi jeg trækker strømmen fra tv’ets USB) og RPi bruger meget lidt strøm på standby. Den larmer i øvrigt heller ikke!
- Jeg skal så selv tænde for harddisken, når jeg vil se film, men hellere det end flere evigt kørende diske (så kunne jeg jo bare have kørt Plex server fra en af mine computere).
- Et system der også kan kommunikere med og indexere indhold fra kærestens NAS (der larmer og heller ikke skal køre hele tiden, tak)
- Systemet kan fungere uden internet, når først den har indexeret indhold, så det er heller ikke nødvendigt med for et LAN-kabel til den ende af stuen. (man kan selvfølgelig også købe en wifi-adapter til RPi så den kan blive trådløs).
Alt i alt en velfungerende minimal-løsning, der spiller mine medier fra diske de lå på i forvejen! Det kalder jeg en succes.
Var det svært?
Næh! Løb ind i et par snags, fordi jeg hverken har brugt Linux, RPi, OpenELEC eller KODI før (og manglede en mus), men det må siges at have være minimalt, og der er jo altid andre derude der har lavet vejledninger (skulle nok have læst den her først) eller har mødt og løst de samme problemer. Jeg har dokumenteret proces med RPi her og OpenELEC / KODI her.